Stor luksuriøs ur- og smykkeforretning udvider med stor butik på Store Torv i Aarhus

Den velkendte og eksklusive ur- og smykkeforretning Stenstrup Watches & Jewellery åbner ny forretning i hjertet af Aarhus. Udvidelsen af forretningen har sit afsæt i ejernes ambition om at lave et luxury kædekoncept. EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus har stået for udlejningen af det 315 m2 butikslejemål.

Stenstrup Watches & Jewellery er en ung forretning, som er blevet drevet siden 1994. De forhandler eksklusive ure og smykker og tilbyder en ekstravagant service og kvalitet og har i forvejen en forretning beliggende på Østergade 26 i København K. Snart vil endnu en forretning være at finde i Aarhus på den eksklusive adresse Store Torv 3.

”Lige siden min forretningspartner og medejer Peter Bech og jeg købte Stenstrup & Watches for lidt over 3 år siden, har det været målet at udvide forretningen. Vi kunne godt tænke os at lave et luxury kædekoncept, og derfor er ambitionen også fremadrettet, at vi skal udvide med flere forretninger. Vi kigger bredt på det danske landkort, men har ikke travlt. For os er det altafgørende, at vi kun åbner forretninger, hvor vi kan se, der er behov og muligheder for os,” siger medejer Lasse Holm Andersen fra Stenstrup Watches & Jewellery.

Støvet branche skaber egne principper

De to ejere Lasse Holm Andersen og Peter Bech har sammen over 30 års erfaring. Lasse Holm Andersen er uddannet urmager og har tidligere erfaring fra store eksklusive ur- og smykkeforhandlere. De mange års fælles erfaring har givet de to ejere et godt indblik i branchen, og det har skabt en lyst og et behov for at ændre den typiske måde at føre forretning på i branchen.

”Vi gør tingene ud fra vores egne principper. Vi har med en gammel traditionel branche at gøre, men det ønsker vi at ændre. Vi vil gerne børste støvet væk fra branchen og gøre den mere ungdommelig. Vi vil gøre det til en fashion at have et flot, funktionelt ur, og derfor arbejder vi med andre parametre end vores konkurrenter. Vi kører meget på de sociale medier, udover det holder vi events på klubber, og holder middage med folk. Vi tror på, at disse tiltag har en positiv indvirkning på vores forretning og branchen generelt,” udtaler medejer Lasse Holm Andersen.

Legendarisk placering

De udlejede butikslokaler, der skal huse Stenstrup Watches & Jewellery har en eksklusiv beliggenhed på Store Torv i Aarhus. Retailchef Frank Heskjær EDC Erhverv Poul Erik Bech har stået i spidsen for udlejningen og siger:

”Placeringen må siges at være en af Aarhus bedste med en lang række andre kendte detailhandlere på Store Torv, herunder Royal Copenhagen, STØY, B&O og Masai. Den attraktive placering og synergien af andre detailhandlere gør det til et yderst attraktivt butiksmiljø med mange forbipasserende og stor eksponering. Lejemålet udgør 315 m2, fordelt i kælderen, stuen og 1. salen. Det har været en spændende proces at samarbejde med Stenstrup Watches & Jewellery, og vi fandt faktisk rimeligt hurtigt de helt rette butikslokaler til dem.”

”Der har ligget ure- og smykkebutikker på denne lokation siden slutningen af 1800-tallet, og derfor synes jeg, at de udgør et perfekt match til lejemålet. Vi er i rigtig god dialog med Stenstrup Watches & Jewellery og håber naturligvis, at vi kan hjælpe dem med at finde endnu flere butikslokaler i takt med, at de vækster i endnu flere byer i Danmark.”

Åbning af forretning

Efter et godt og effektivt samarbejde med EDC Erhverv Poul Erik Bech er renoveringen af butikslejemålet nu i gang.

“Vi har været glade for samarbejdet med EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus. De har været meget professionelle, og har hele tiden haft gode lokationer klar, der ville passe til en ur- og smykkeforretning. Vi glæder os til at åbne, men det er stadig usikkert hvornår det bliver grundet Corona,” siger medejer Lasse Holm Andersen.