WestPack-børnebørn sælger industriejendom på 14.000 m² – lejere fortsætter

Børnebørnene af grundlæggeren af WestPack, der i dag er en af Europas førende emballagevirksomheder til smykkeindustrien, har solgt den store lager- og logistikejendom på 14.000 m² i Holstebro. WestPack fortsætter som lejere i industriejendommen. EDC Erhverv Poul Erik Bech har formidlet salget af den moderne industriejendom i en selskabshandel til et tocifret millionbeløb.

WestPacks moderne industri-, lager- og logistikejendom på Sletten 21 i Holstebro er netop solgt i en selskabshandel. Sælgerne er WP-Ejendomsselskab ejet af Sofie, Ole og Søren Mogensen, hvis farfar i 1953 grundlagde WestPack. Køberne er et investeringsselskab etableret af Pareto Securities, som er aktive investorer inden for logistik og let industri, og som har gennemført adskillige ejendomshandler siden 2016 med tilsvarende typer ejendomme.

Sofie Mogensen, medejer af WP-Ejendomsselskab ApS, siger: ”Vi har i en selskabshandel solgt industriejendommen i Holstebro, hvor Westpack fortsætter som lejere. Westpack er grundlagt af vores farfar Peter Mogensen, og vi overtog ejendommen i 2017 efter vores far Bent Mogensen. Vi søskende blev enige om, at det var et godt tidspunkt at sælge nu, da markedet er godt, og at der er stor efterspørgsel på lager- og logistikejendomme.”

”Det er første gang vi sælger en erhvervsejendom, og vi har været godt tilfredse med forløbet og samarbejdet med EDC Erhverv Poul Erik Bech, som, vi mente, var de bedste til at løfte opgaven. Det har været en positiv oplevelse. EDC er gået professionelt til opgaven og har guidet og rådgivet os undervejs. Da vi først tog beslutningen om at sælge, gik det hurtigt med at få salget i hus efter kun nogle måneder på markedet.”

Mange interesserede købere
Westpack fremstiller emballage til smykker, ure og briller og Holstebro-virksomheden har 22.000 kunder og 170 ansatte og producerer på dagsbasis 400.000 æsker. De har succes med salg af emballage til mindre juvelerer og urforretninger og har onlinesalg i hele Europa på 15 forskellige sprog. Westpack blev i starten af 2022 købt af kapitalfonden Adelis Equity partner.

Rasmus Kjærulff Ingemansen, erhvervsrådgiver EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, siger: ”Vi var hurtigt i dialog med tre interesserede købere, så der var på kort tid en fornuftig interesse i ejendommen. Det var ikke overraskende, da mange investorer er interesserede i at købe industri, lager- og logistikejendomme, som har oplevet et kæmpe boost i kølvandet på corona.”

”Det er samtidigt en nymoderne lager- og logistikejendom, der fremstår meget velholdt med et samlet etageareal på 14.016 m², heraf 1.000 m² kontor/administration og 13.000 m² lager-/produktionsfaciliteter og et samlet grundareal på 29.706 m2. Det er en fin beliggende i Holstebro ud mod hovedindfaldsvejen, og så har det selvfølgelig stor betydning for prisen, at det er en særdeles stærk og succesfuld lejer som Westpack.”

Ejendommen er opført i flere etaper, hvor den første del blev opført i 2001, den næste i 2007, igen i 2020, og i øjeblikket opføres yderligere 2.500 m² lagerfaciliteter, som færdiggøres 1. april 2022, hvilket derfor også er overtagelsesdatoen for selskabshandlen.

Westpack er bedst kendt for specialfremstillede smykkeæsker med logotryk, så kundernes smykker tager sig så godt ud, som muligt. Men de er også leveringsdygtige i alt fra udstillingsbakker, pudseklude, displays og kufferter til gavebånd, klistermærker og poser.

Rasmus Kjærulff Ingemansen

Erhvervsrådgiver - Investering
Telefon: 58587204
Mobil: 20969087
E-mail: ri@edc.dk