Boligmarkedet er kommet stærkt fra start i 2026 oven på et særdeles flot boligår i 2025, hvor antallet af bolighandler steg med 16,5% sammenlignet med året før. EDC Poul Erik Bechs boligforretning voksede i øvrigt lidt mere end markedet med en omsætningsfremgang på 18,9%.
Tendenserne fortsætter, da antallet af bolighandler i de første fire måneder af 2026 lander på 31.567 – en smule højere end samme tidspunkt sidste år. Udviklingen er drevet af ejerlejligheder og sommerhuse, som er steget med henholdsvis 3,5% og 8,2%, mens villaer og rækkehuse omvendt har haft en lille tilbagegang på 0,4% sammenlignet med sidste år.
Alle ejendomstyper oplever prisstigninger
Salgspriserne steg også på tværs af alle ejendomstyper i 2025, og den udvikling er også fortsat i 2026.
Ejerlejlighederne har haft den mest markante udvikling. Siden årsskiftet er priserne steget 7%, og sammenlignet med april sidste år er priserne steget hele 18,7%. Også sommerhusmarkedet viser solid fremgang. Her er priserne steget 6,1%, og på årsbasis ligger priserne nu 9,3% højere end i april 2025. For villaer og rækkehuse er udviklingen mere afdæmpet. Salgspriserne er steget 3,3% siden årsskiftet. Sammenlignet med april sidste år er huspriserne steget 8,6%.
Et stigende antal bolighandler og stigende priser har naturligvis haft en effekt på den samlede købesum, som i de første fire måneder lå på 103 mia. kr. – det højeste niveau siden rekordåret 2021. Det er også en stigning på 10% i forhold til samme periode sidste år, 47% siden 2024 og hele 74% siden 2023. Det er bl.a. et udtryk for, at danskernes økonomi fortsat er robust nok til at kunne følge med de høje priser.
De stigende salgspriser skyldes også et faldende udbud det seneste år. Ved indgangen til juni 2026 ligger udbuddet af villaer og rækkehuse på landsplan 15,1% lavere end sidste år, udbuddet af ejerlejligheder ligger 17,8% lavere, mens sommerhusudbuddet ligger hele 18,5% under niveauet sidste år. Det er udtryk for, at det stadig er sælgers marked, de fleste steder i landet.
Første svaghedstegn viser sig
Selvom de første tal for 2026 tegner et positivt billede af boligmarkedet, begynder de første sprækker også så småt at vise sig, vurderer Poul Erik Bech fra Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed:
”Trods stigende antal bolighandler er der i over 40% af landets kommuner tilbagegang i antallet af solgte boliger sammenlignet med samme tidspunkt sidste år. Det peger både på en geografisk skævvridning og på, at vi bevæger os mod noget, der ikke ligger på det samme høje niveau som tidligere. I øjeblikket ser vi også, at der bliver sat flere ejerlejligheder til salg, end der bliver solgt, og der er nu ca. 16% flere ejerlejligheder til salg, end der var for blot 14 uger siden. Den udvikling ses særligt i København, hvor markedet er vendt på hovedet. Ved indgangen til juni var der 1.519 ejerlejligheder til salg i Københavns Kommune – 8,8% flere end måneden før og 11,9% flere end på samme tidspunkt sidste år.”
”Udbuddet af villaer og rækkehuse er også steget med 1,5% mellem maj og juni. Det samme gælder sommerhuse, hvor der er kommet 4,2% flere sommerhuse til salg på landsplan den sidste måned. Så selvom boligmarkedet er robust, er det ikke givet, at de markante stigninger i både priser og handelsaktivitet vil fortsætte i samme tempo som i 2025. Derfor er vores bud også, at vi kan have set toppen af boligmarkedet. I den situation kan det være nødvendigt for sælgere at nedjustere forventningerne en smule. Hvis markedet begynder at bevæge sig i den modsatte retning eller som minimum i et lavere tempo, kan et bud, der måske virker lavt i dag, vise sig at være bedre end at vente for længe.”