Boligpriserne holder i Solrød

Stigende indbyggertal gavner boligpriserne, men kommunen mangler seniorvenlige boliger, siger Frank Djelert fra EDC Poul Erik Bech/Kurt Hansen. I store dele af Storkøbenhavn er der tegn på, at priserne for især ejerlejligheder er begyndt at bremse op, men i Solrød er udsigterne for boligpriserne bedre.

”Kommunen oplever nemlig en pæn tilflytning fra blandt andet København. Vi har en fornuftig infrastruktur, og vi har et rigt foreningsliv med kort afstand til fritidstilbud, sportshaller og institutioner, ofte kortere end i København,” siger Frank Djelert, ejendomsmægler i EDC Poul Erik Bech/Kurt Hansen.

De seneste ti år er indbyggertallet steget med næsten 1.800 mennesker eller godt otte procent. Og prognoserne på rådhuset forudser, at det nuværende folketal på godt 22.500 Solrød-borgere vil vokse yderligere de kommende år*.

Seniorer på boligjagt

Antallet af seniorer vil endda stige med rundt regnet en femtedel, og det præger allerede efterspørgslen på boliger.

”En af de tendenser, vi ser i øjeblikket, er, at en stor gruppe af 60-70-årige er på udkig efter boliger i ét plan og med færre kvadratmeter at holde både inde og ude. Der er noget på vej i Trylleskoven, men efterspørgslen er stor på det her felt,” påpeger Frank Djelert.

En anden tendens er øget interesse for huse på vandsiden af Strandvejen.

”Vi har hele seks kilometer kyst i Solrød Kommune, og interessen for boliger på strandsiden er blomstret op. Husene her koster selvfølgelig noget mere, men folk vil gerne være tæt på naturen, og en del boligkøbere går efter en mindre grund og et lille hus, der kræver mindre vedligeholdelse.”

Stabile priser

Frank Djelert forudser, at priserne i Solrød minimum vil være uændrede trods den mulige opbremsning længere nordpå.

”Tilflytningen vil være en fordel for boligejerne, og fx er der kort afstand til det kommende supersygehus i Køge med flere tusinde nye job.”

Sydkysten har under opsvinget tiltrukket mange arbejdspladser, og naboen Køge er ved at blive en stor dynamo, hvor ikke bare sygehuset, men også den snarlige jernbane og station styrker det lokale arbejdsmarked.

Kilde: Økonomi- og Inderigsministeriet og Solrød Kommune

 

Vil du vide, hvad din bolig er værd?

Start med en gratis og uforpligtende vurdering af din bolig