EDC Bolig Poul Erik Bech optager to nye lokale partnere i Birkerød

Sara Effersø Nielsen og William Panduro Zouzou er optaget som nye partnere i boligbutikken i EDC Poul Erik Bech i Birkerød pr. 1. marts 2022. Begge kommer fra mæglerbranchen, kender hinanden i forvejen og har et gennemgribende kendskab til Birkerød og omegn. Sara og William er unge, talentfulde ejendomsmæglere, der er sultne efter at løfte boligbutikken til endnu mere succes.

I EDC Poul Erik Bech Birkerød bliver Sara Effersø Nielsen og William Panduro Zouzou stærke profiler, som kommer med nye perspektiver på forretningen:

”Det føles rigtig godt at være med ombord hos EDC Poul Erik Bech. Det er en stor virksomhed med et stærkt ry i branchen. Bagved er et enormt maskineri, der giver mæglerne gode forudsætninger for at levere et godt stykke arbejde i deres lokale butikker, og det er selvfølgelig interessant og tiltalende, når vi som mæglere skal vælge arbejdsplads. Det var det også for mig. Dertil er det ingen hemmelighed, at Poul Erik er en stor inspiration, så da muligheden for at blive partner i Birkerød opstod, valgte jeg at takke ja,” siger Sara Effersø Nielsen.

”Ansættelsesprocessen har været enormt grundig, og jeg kan virkelig mærke, at der ligger en stor erfaring og velfungerende mekanismer bag virksomheden. Jeg er stolt over at være optaget som partner, og nu ser jeg virkelig frem til at arbejdet for alvor begynder,” fortæller William Panduro Zouzou.

Ordentlighed og kunden i centrum
EDC Poul Erik Bech Birkerød er en del af Danmarks største og eneste landsdækkende mæglervirksomhed med mere end 70 boligbutikker, 18 erhvervscentre og mere end 650 medarbejdere fordelt over hele landet. Sara og William glæder sig mest af alt til at komme i gang og levere kundeservice i topklasse:

”Jeg glæder mig til at begynde og til at udvikle mig med et nyt ansvarsområde. Jeg vil forsøge at optimere i og omkring forretningen, så vi kan få opfyldt det store potentiale, der ligger i boligbutikken. Vi skal løse opgaverne ordentligt og hjælpe kunderne godt videre, så vi i fællesskab kan lykkedes. Det er os, kunderne møder hele vejen rundt i salgsprocessen, lige fra vurderingen af deres bolig til aflevering af nøgler. Jeg er af den overbevisning, at vi præsterer bedst, når kunderne føler sig trygge, og vi er troværdige i alt, hvad vi laver. Derfor er det vigtigt for mig at møde kunderne med åbenhed og forståelse ved første kontakt,” fortæller Sara Effersø Nielsen.

”I mit arbejde brænder jeg for den personlige kontakt med kunderne. Det motiverer mig at hjælpe en kunde godt videre i boliglivet og fastholde den gode relation. Kunderne er nøglen, og glade kunder giver en succesfuld forretning. Jeg glæder mig til samarbejdet med Sara, som jeg kender godt i forvejen og har det godt sammen med,” siger William Panduro Zouzou.