EDC venter styrket boligmarked på Nørrebro med metro

EDC Poul Erik Bech vurderer, at Metrocityringen bliver en gevinst for bydelen og vil udløse højere priser på lejligheder tæt på metrostationerne.

EDC Poul Erik Bech, landets største mæglervirksomhed, forventer, at Metrocityringen og dens 17 stationer vil styrke boligmarkedet flere steder – blandt andet på Nørrebro.

”Det gavner Nørrebro at få metro, ikke mindst Ydre Nørrebro. Boligsøgende og mulige købere har gennem nogen tid spurgt meget til metroen. Over tid vil lejligheder tæt på de nye stationer nok komme til at ligge 5-10 procent højere. Vi har mange toværelses til omkring 2½ million kroner, og her kan merprisen blive i størrelsesordenen 200.000 kroner,” siger Frank Larsen, partner i EDC Poul Erik Bech Nørrebro på Nørrebrogade 230.

EDC Poul Erik Bech med 60 boligbutikker over hele landet forudser den største metroeffekt på boligmarkedet på Nørrebro og Vesterbro. De to områder har mange unge tilflyttere og beboere uden bil, mens fx Østerbro i højere grad præget af børnefamilier, ofte med høj indkomst og med bil i husstanden, og så betyder metronærhed mindre.

Flere analyser af den ”gamle” metro og boligpriserne, fx fra Boligsiden, har vist, at Vanløse – som fik metro i 2003 – prismæssigt stak af fra Brønshøj, som fortsat må nøjes med busser. Gennem mange år havde boligpriserne ellers fulgtes ad i de to bydele, der har nogenlunde samme afstand til Rådhuspladsen og nogenlunde ens sammensætning af beboere og boliger. De største prisstigninger i Vanløse er sket for lejligheder, hvor mange beboere ikke har bil og derfor har gavn af metro tæt på. Derimod var stigningerne knapt så høje for parcel- og rækkehuse, hvor beboerne ofte har bil.

Et forskningsprojekt fra Kraks Fond forudså i 2016, at boliger tættest på stationerne ved Metrocityringen kan få prisstigninger på op til knap 14 procent.

Metrocityringen åbner 29. september og kører under Indre By, Østerbro, Nørrebro, Frederiksberg og Vesterbro. Det er muligt at skifte til de gamle metrolinjer på Frederiksberg og Kongens Nytorv stationer. Endnu et knudepunkt på Metrocityringen er Nørrebro station med skift til S-tog/Ringbane.