Gode udsigter for Silkeborgs boligmarked

Efter flere år med stærkt stigende boligpriser i Silkeborg Kommune, vendte udviklingen på det silkeborgensiske boligmarked i de første måneder af 2018. Det er dog langt fra noget, der bør få alarmklokkerne til at ringe, forklarer den lokale mægler Michael Niebuhr Christensen, som peger på flere faktorer, der vil sikre fortsat positiv udvikling i Silkeborg.

Da 2017 blev til 2018 ramte salgspriserne for parcel- og rækkehuse i Silkeborg et rekordhøjt niveau, men i årets første måneder vendte udviklingen pludselig og salgspriserne faldt næsten 10 pct. Den tendens er dog ikke noget, der bør vække stor bekymring, hvis man spørger Michael Niebuhr Christensen, afdelingsleder og mægler ved EDC Poul Erik Bech, Silkeborg.

”Som sælger af en ejerbolig i Silkeborg har du stadig en eftertragtet ”vare” på hånden, som mange gerne vil have fingre i. Det kan vi bl.a. se ved, at salgspriserne faktisk er ved at stige lidt igen, salgstiderne holder et stabilt niveau og ikke mindst i forhold til efterspørgslen, hvor vi har mange købere skrevet op i vores køberkartotek, som viser interesse for en bolig i Silkeborg,” forklarer Michael Niebuhr Christensen, som peger særligt på to vigtige faktorer, der varsler fortsat gode tider for Silkeborgs boligmarked: En stor befolkningsvækst og antallet af nye arbejdspladser.

100.000 indbyggere om 10 år

I løbet af 2017 voksede Silkeborg Kommunes befolkningstal med knap 800 indbyggere til de nuværende 92.024. Den tendens forventes at fortsætte, da kommunens egne befolkningsprognoser anslår, at antallet af borgere i Silkeborg i gennemsnit vil stige med ca. 730 hvert eneste år, så befolkningstallet i 2028 vil være tæt på 100.000.

”En øget befolkningsvækst vil føre til en øget boligefterspørgsel og prisstigninger på villaer og parcelhuse, også selvom vi i øjeblikket ser et stort ”byggeboom”, hvor der opføres mange nye boliger i Silkeborg. Der er nemlig en tendens til, at der bliver bygget flere etageboliger og rækkehuse end parcelhuse i Silkeborg Kommune,” forklarer Michael Niebuhr Christensen.

At der er godt gang i boligbyggeriet i Silkeborg Kommune vidner byggestatistikken for 2017 om. Sidste år var antallet af nye boliger det højeste i 10 år med 548 nyopførte boliger, heraf var 192 af dem rækkehuse.

Tusindvis af nye arbejdspladser

Den anden væsentlige faktor, som Silkeborg-mægleren mener, vil få positiv indflydelse på det lokale boligmarked, er antallet af nye arbejdspladser i og omkring Silkeborg.

”Med Silkeborgmotorvejens indvielse har vi fået en rigtig god beliggenhed takket være den forbedrede infrastruktur. Det betyder, at man kan nå mange af Jyllands største byer som Aarhus, Herning, Viborg, Vejle, Horsens og Randers – og dermed tusindvis af jobs – på mellem en halv og en hel times kørsel,” fortæller Michael Niebuhr Christensen.

Udover de 600.000 arbejdspladser, der kan nås indenfor én times kørsel fra Silkeborg, forventes det også, at der vil blive skabt 3.000 arbejdspladser i Silkeborg Kommune frem mod 2025.

Kilde: Boligsiden.dk, Realkreditrådet, Silkeborg Kommune.

 

 

Vil du vide, hvad din bolig er værd?

Start med en gratis og uforpligtende vurdering af din bolig