25-års jubilæum hos EDC Poul Erik Bech i Ballerup

Salgskoordinator og ejendomsmægler Dorte Mollerup kan fejre 25-års jubilæum hos EDC den 15. januar. De seneste 10 år har hun siddet i boligafdelingen i Ballerup, som undervejs er gået fra at høre under Arne Madsen til i dag at være en del af ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech, der er Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed og tæller mere end 70 boligbutikker fordelt over hele landet.

Dorte Mollerup har i 25 år arbejdet med boligsager for EDC-koncernen. Men også før sin tid hos mæglervirksomheden var hun optaget af at hjælpe sine kunder med at sikre en god bolighandel. I 1982 startede Dorte Mollerup nemlig som bankelev hos Bikuben, hvor hun sidenhen blev uddannet som ejendomsmægler og kom til at arbejde som boligrådgiver. Hun siger:

”Når man har med bolighandler at gøre, så er det menneskers drømme, man har i hænderne, og derfor har det alle år været vigtigt for mig at gøre mit for at følge sagerne til dørs. Det er en opgave med stor betydning, som også har været central for, at jeg fortsat hver dag er glad for at gå på arbejde. Derudover er jeg en stor nørd omkring hele papirarbejdet, så man må sige, at jeg er landet på den rigtige hylde. Det er en stor milepæl, at jeg nu kan fejre 25 år hos EDC, og jeg føler mig meget privilegeret over at kunne sige, at jeg har været glad for mit job gennem alle årene.”

Stor udvikling i ejendomsmæglerbranchen

Efter 13 år hos Bikuben fik Dorte Mollerup job i sin tidligere kollega Arne Madsens ejendomsmæglerbutik i Hvidovre. Gennem årene har hun siddet i afdelingerne på både Hvidovrevej og Strandmarksvej, men de seneste 10 år har hun haft sin daglige gang i Ballerup-butikken, som i 2019 blev en del af Danmarks største mæglervirksomhed EDC Poul Erik Bech. Hun fortæller:

”Mine arbejdsopgaver har ændret sig en del over årene, da der har været en enorm udvikling i branchen. I dag har vi bl.a. fået tilstandsrapporter og skøder, og dengang var både købsaftalerne og finansieringsdelen også helt anderledes. Vi er ganske enkelt blevet mere professionelle gennem årene. Jeg kan huske, at vi i starten selv var ude at tage billeder og nede hos fotohandleren for at få dem printet, så der er virkelig sket noget. Men essensen i mit arbejde er fortsat at hjælpe kunderne til at få en bolighandel helt i hus, og det er jeg meget glad for.”

Dorte Mollerup

Salgskoordinator, ejendomsmægler, MDE
Telefon: 58587770
Mobil: 26308835
E-mail: dom@edc.dk