EDC Projekt Poul Erik Bech skal udleje 463 bæredygtige boliger i Brøndby

EDC Projekt Poul Erik Bech formidlede tilbage i 2020 salget af Saint-Gobains grund i Brøndby til CASA, som er godt i gang med at bygge lejeboliger til CapMan Real Estate. EDC Projekt har været med helt fra start for 10 år siden med at udvikle projektet og området, herunder et omfattende analysearbejde, to lokalplaner og en udviklingsplan for kommunen. Nu slutter ringen, da CapMan har valgt EDC Projekt til at udleje de 463 bæredygtige boliger i DGNB-guld-standard.

CapMan Real Estate og CASA indgik for et år siden en aftale om det omfattende ejendomsprojekt kaldet Kobber Engen på Sdr. Ringvej 27 i Kirkebjerg i Brøndby i en handel til over 1 mia. kr., der var en af de største ejendomshandler i Danmark i 2020. Det er samtidigt det største enkeltstående udlejningsprojekt for EDC Projekt Poul Erik Bech. Robert Feldt, Investment Director, CapMan Real Estate, siger:

”De 37.440 m2 begynder at tage rigtig fin form, og vi har netop holdt det traditionsrige rejsegilde. Kobber Engen er på i alt 463 boliger i fire boligkarréer, med mange grønne arealer og et parkeringshus med plads til 390 biler. Lejlighederne, der alle får altan eller terrasse, varierer i størrelsen fra 1-5 værelser på 60-112 m2. Med Casa blev vi hurtigt enige om, at projektet skulle bygges i DGNB-guld-standard, da bæredygtighed i dag er en nødvendighed for langsigtede investeringer.”

”Vi er rigtig glade for samarbejdet med CASA og er nu meget tilfredse med at have indgået en aftale med EDC Projekt Poul Erik Bech, om at de skal stå for de mange udlejninger. De har været med på hele rejsen og er simpelthen de bedste til opgaven med deres store erfaring med store udlejningsprojekter. Vi har haft et godt samarbejde med dem tidligere i Aarhus, og de kom med det bedste og mest professionelle koncept for udlejningerne til den bedste pris, så vi var slet ikke i tvivl om, at de skulle stå for udlejningsopgaven.”

De kommende beboere kan flytte ind i lejlighederne i foråret 2022, hvor første del tages i brug, mens sidste del af byggeriet afleveres i starten af 2023, så der er ca. 1½ år tilbage af den samlede byggeproces.

Bæredygtige boliger

CEO i CASA, Torben Modvig, siger om det store boligprojekt: ”Det er et superattraktivt projekt med næsten 500 udlejningsboliger af høj kvalitet, i gode størrelser og til en rimelig leje. Det er samtidig en god kommune og en fin beliggenhed tæt på Glostrup Station og den kommende letbane, som åbner i 2025. Vi er meget tilfredse med projektet og samarbejdet med CapMan Real Estate og EDC Projekt.”

Om CASAs bæredygtige profil siger han: ”Vi har en målsætning om, at minimum 95% af vores byggerier skal være bæredygtighedscertificerede i 2023. De bæredygtige boliger i Brøndby bygges efter DGNB-guld-standarderne for at øge det grønne aftryk, minimere levetidsomkostningerne og forbedre indeklimaet. Samtidig har vi fuldt fokus på høj kvalitet i byggeriet og fuld brugertilfredshed for de kommende beboere. Det er ikke meget dyrere for os at bygge bæredygtigt. Det vigtigste er at tage beslutningen up-front, så vi kan tage de rigtige bæredygtighedsvalg undervejs. I dag kan man nærmest sige, at alt andet end at bygge bæredygtigt er en dårlig investering på sigt, og bæredygtighed fylder mere og mere hos investorerne.”

Lang spændende rejse

For 10 år siden begyndte EDC Poul Erik Bech sammen med Saint-Gobain udviklingsarbejdet af området i Brøndby. Dengang var der mest tænkt i kontorbyggeri, men siden skiftede markedet, og EDC fik for seks år siden til opgave at ændre projektet til et boligudlejningsprojekt med lejligheder i et fornuftigt prisleje.

”Det er selvfølgelig tilfredsstillende, at det lykkedes at komme i mål med et så omfattende projekt over så mange år. Vi glæder os enormt over, at vi nu har fået til opgave at leje alle de mange boliger ud. Det er ikke ofte i min lange karriere i ejendomsbranchen at kunne være med fra start til slut og hele vejen rundt om et så omfattende projekt,” siger Kenneth Nielsen, projektdirektør i EDC Projekt Poul Erik Bech og fortsætter:

”Vi har været involveret i 10 år i projektet, som har skiftet fokus undervejs. Vi har været meget glade for samarbejdet med alle parter fra ejeren af grunden Saint-Gobain, til samarbejde med kommunen og udvikling af området, salget af grunden til CASA, og nu slutter ringen med, at CapMan Real Estate har valgt os til at stå for udlejningen af de 463 bæredygtige boliger. Det er en fantastisk historie, og vi er enormt glade og stolte at være med på hele rejsen i så stor en sag. Vi glæder os til at udlejningsarbejdet kan begynde og interesserede kan begynde at skrive sig op senere på året.”

Fakta:

  • Omfang: 37.440 m2, 463 boliger + parkeringshus til 390 biler
  • Byggeperiode: 11/2020-1/2023
  • Bygherre: CapMan Real Estate
  • Arkitekt: Arkitema. Ingeniør: COWI
  • Ejendomsudvikler og totalentreprenør: CASA
  • EDC Projekt Poul Erik Bech står for udlejningen af de 463 boliger

Kobber Engen har første åbent hus søndag den 21. november 2021, hvor første prøvelejlighed vil være klar. Interesserede kan følge med og blive skrevet op på www.kobberengen.dk

Kenneth Nielsen

Projektdirektør, partner, ejendomsmægler & valuar MDE
Telefon: 58587054
Mobil: 20330021
E-mail: kni@edc.dk