EDC Erhverv Poul Erik Bech skal sælge B&O’s ikoniske hovedkontor i Struer

Bang & Olufsen har besluttet, at EDC Erhverv Poul Erik Bech skal stå for salget af virksomhedens tidligere hovedsæde i Struer. Med sin enkelthed, åbenhed og gedigne design egner den prisbelønnede kontorbygning sig til en lang række moderne og dynamiske virksomheder.

I starten af året annoncerede den globale lydvirksomhed Bang & Olufsen, at de ønsker at sælge deres nu tidligere hovedkontor ”Gården” i Struer, men det betyder ikke, at virksomheden forlader Struer. I 2017 investerede virksomheden et stort tocifret millionbeløb i et nyt innovationscenter, kaldet Innovation Lab, i området omkring ”Gården”. Det huser i dag langt de fleste af Bang & Olufsens medarbejdere i Struer.

Gården blev opført i 1998 og fungerede indtil udgangen af 2018 som B&O’s hovedsæde. Kontorbygningen er tegnet særligt til B&O af arkitekten Jan Søndergaard fra KHR Arkitekterne i København og er opført i tråd med koncernens stilfulde og kvalitetsbevidste produkter og design.

”Arkitekterne lagde vægt på, at bygningen skulle give associationer til letheden og kvaliteten af B&O’s produkter. Det kommer tydeligt til udtryk i udformningen og valg af materialer, der både består af træ, sten, stål og frem for alt glas, hvilket skaber åbenhed og plads til den dynamiske virksomhed. Derfor fremstår bygningen også som et moderne kontorhus, der lever op til kravene om lys, luft og plads til fordybelse,”  siger Michael Møller Andersen, der er erhvervsrådgiver i EDC Erhverv Poul Erik Bech i Viborg og står i spidsen for salget.

Kontordomicilet er sat til salg for 26,5 mio. kr. og byder på i alt 5.131 kvadratmeter, fordelt på 3.396 kvm kontor og 1.735 kvm kælder. Ejendommen indeholder et lyst og moderne showroom, 100-200 kontorarbejdspladser, en række mødelokaler samt auditorie, der egner sig til medarbejdermøder eller events. Desuden byder bygningen på en stor kantine med fuldt udstyret køkken.

Det ikoniske domicil ligger i udkanten af Struer med ca. 11 km til Holstebromotorvejen og 14 km til Holstebro centrum, mens man er i Herning på ca. 35 minutter i bil. Fra bygningen er der udsigt til grønne marker og Venø Bugt i Limfjorden, og med den hævede førstesal har bygningen karakter af at svæve over græsset. I samspil med de store glaspartier er det med til at give kontorbygningen sin lethed.

”Enkeltheden af byggeriet går også igen indvendigt med store glaspartier, der også er med til at trække naturen udenfor ind i selve bygningen,” fortæller Michael Møller Andersen om den prisbelønnede bygning, der vandt designprisen Red Dot Awards i 2002 og Dupont Benedictus Award Honorable i 2003.

Struer som arnested for iværksætteri og teknologi

Struer Kommune er én af de kommuner i landet med flest IT- og teknologiarbejdspladser – holdt op imod indbyggertallet. Her har man en strategisk satsning om at være ”Lydens by”, hvor man ønsker at sætte mennesket, teknologien og naturen i centrum. Et resultat af det er bl.a. etableringen af Business Park Struer, der er et kontorfællesskab, som tilbyder faciliteter og rådgivning til iværksættere og etablerede virksomheder. Her holder virksomheder inden for IT, energi, mobilteknologi, marketing og juridisk rådgivning til. Men også det internationale udviklingsmiljø og co-working space Sound Hub Danmark, der både huser iværksættere, forskere og etablerede lydvirksomheder, hvilket bl.a. er finansieret af Bang & Olufsen, Harman Lifestyle og Aalborg Universitet.

Se sagen her.