Svært at genudleje kontorlokaler? Opdel til flere lejere!

Danmark har fået flere ledige kontorlokaler, og for både udlejer og lejere kan en god løsning være, at flere virksomheder deles om større lejemål. I Sønderborg medvirkede EDC Erhverv, da to it-firmaer udvidede deres samarbejde og fik samme adresse.

”Det seneste år er der blevet flere tomme kontorer, ikke mindst i provinsen. Beskæftigelsen har det stadig godt, mange virksomheder ekspanderer fortsat, og en del flytter rundt, men vi kan registrere en tendens til, at virksomheder søger mod bedre og mere effektive lokaler, hvor de kan nøjes med mindre plads per medarbejder. Derfor skal udlejere i stigende grad tænke alternativt,” anbefaler Ib Hansen, erhvervschef hos EDC Erhverv Poul Erik Bech Sønderborg.

Ved indgangen til tredje kvartal stod næsten 1,8 millioner kontor-kvadratmeter tomme hen ifølge Ejendomstorvet.dk – en stigning på over 170.000 kvadratmeter på et år.

”En efterhånden velkendt løsning er at etablere flerbrugerhuse, hvor fx reception og mødelokaler er fælles. I andre tilfælde kan en nem og effektiv model være at lade to eller måske flere lejere dele et større lejemål – ofte kan to virksomheder have gavn af hinanden, og så behøver udlejer ikke stå for at drive et egentligt flerbrugerhus. Vi har set eksempler på, at en bank inviterer en kaffekæde indenfor – så trækker den kunder og liv til,” fremhæver Ib Hansen.

Deler en etage

I hjembyen Sønderborg medvirkede Ib Hansen til en løsning, hvor et ellers fraflyttet domicillejemål på 700 kvm, tæt på centrum, er blevet opdelt og udlejet til Consortio IT og nyit.dk. De to virksomheder konkurrerer ikke: Consortio IT har specialiseret sig i blandt andet at udvikle, supportere og rådgive om it-løsninger som Microsoft Dynamics og Office 365, mens nyit.dk tilbyder rådgivning, salg, drift og support af it-infrastruktur som fx netværk, sikkerhed og udstyr.

De to it-firmaer flyttede ind i den nyindrettede førstesal i slutningen af 2018, og et lille år efter er både udlejer og de to ”dele-lejere” ganske tilfredse. Stueetagen i det tidligere domicil er blevet delt op i tre lejemål; de to er afsat, så kun det mindste lejemål på lidt over 100 kvadratmeter er uden lejer.

”Det er svært i en by som Sønderborg at finde én samlet lejer, men vi har næsten fået fyldt bygningen. Med snart fem lejere er vi ikke så afhængige af hver enkelt lejer, så selv om det kan være mere komplekst at have en håndfuld lejere, har vi været glade for samarbejdet med Ib Hansen og EDC Erhverv, der har mange erhvervslokaler til udlejning og har god kontakt til mange virksomheder i lokalområdet,” siger Carsten Piepgras, administrerende direktør for det lokale investerings- og ejendomsselskab HKS Invest, der ejer og udlejer erhvervslokalerne på Kongevej i Sønderborg.

Skal dine tomme kontorlokaler måske deles op for at tiltrække lejere?

Få sparring hos EDC Erhvervs eksperter – bestil en vurdering af dine muligheder her:

  • Jeg ønsker

  • Ejendommens beliggenhed

  • Vælg erhvervscenter