Vi får afslag fra mange rådhuse

Loop Fitness åbner masser af motionscentre, men har oplevet modvilje på flere rådhuse. Kædechef Claus Nielsen håber at indvie 30-40 nye centre de to næste år. EDC har hjulpet Loop Fitness på plads, gennem dialog med kommunerne.

Selv om Loop Fitness ofte ønsker at flytte ind i forladte butikslokaler og kan tiltrække en del mennesker, så oplever kæden flere steder ikke den store kommunale lydhørhed.

”Generelt ville jeg ønske, at kommunerne altid var villige til at tage en dialog og høre, hvem vi er, og hvem der er vores publikum. I mange kommuner kan man lige så godt indse, at der ikke kommer flere butikker, når først lokalerne står tomme, og dér kan vi skabe noget liv. Derfor burde kommunerne være mere imødekommende, når de udarbejder lokalplaner, og lade være med at stille krav om handicaptoilet og parkeringspladser. Selv om vi har mange besøg, er der grænser for, hvor mange der kan være ad gangen i vores centre,” fortæller kædechef Claus Nielsen fra Loop Fitness, der har ”helt almindelige mennesker” som målgruppe modsat nogle af branchens ”stærkmandscentre med høj musik”. Og kæden vokser hastigt.

”Mit job er at finde nye lokaler og lokale franchisetagere, og da jeg blev ansat for tre år siden, havde vi 52 centre – ved nytår skulle det gerne være omkring 120. Vores mål er 150-160 centre ved udgangen af 2021, og væksten skal især ske i Storkøbenhavn,” siger Claus Nielsen.

Mægler i dialog med rådhuse

I flere tilfælde har EDC Erhverv Poul Erik Bech været Loop Fitness behjælpelig, når der opstod kommunale hårdknuder. Det gjaldt fx i Hammel i Østjylland.

”Her havde et lille bycenter længe døjet med en del tomme butikker. Loop ville overtage et ledigt lejemål på cirka 300 kvadratmeter, men det ville kommunen ikke umiddelbart godkende, fordi lokalplanen kun tillod detailhandel og hotel. Vi argumenterede, at når der kunne ligge hotel, kunne der vel også være fitness – mange hoteller har jo et fitnesscenter, som både er åbent for hotelgæster og for kunder udefra,” fortæller detailhandelschef Frank Heskjær, der har kontor i Aarhus ret tæt på Hammel.

Kommunen ombestemte sig, og dermed undgik Loop processen med en ny lokalplan, hvilket let kan tage et helt år. I stedet gennemførte kommunen en nabohøring over otte uger, og Loop fik lov til at åbne fitnesscenter.

”Men så kom der krav om handicaptoilet. Her påpegede vi så, at Loops træningsmaskiner ikke kan benyttes af kørestolsbrugere, og så gav kommunen sig på dét punkt,” beretter Frank Heskjær.

Også i Fredensborg stødte Loop på modstand. En del af lejemålets facade lå ud mod hovedgaden, og det gav den udfordring, at kommunen tidligere havde sagt nej til fitness og kun ville have butikker ind, fortæller Jacob Lunding, partner i EDC Erhverv Poul Erik Bech Nordsjælland i Hillerød.

”Men vi tog fat i kommunen og påpegede, at butikslivet generelt har det svært i Fredensborg, fordi mange kæder søger mod områdets større byer som Hillerød, Helsingør og Hørsholm. Det var kommunen lydhør over for, og så fik Loop alligevel tilladelse til at flytte ind – et eksempel på, at vi som mægler med indsigt i de lokale forhold og løbende kontakt med rådhuset kan hjælpe med at finde løsninger.”

Har I behov for rådgivning om at åbne på nye placeringer? EDC Erhverv har mange års erfaring med detailbranchen og kan bistå i dialogen med kommunen.