Trods opsvinget står store kontorarealer tomme, men aktive udlejere kan godt få fyldt deres lokaler, siger EDC Erhverv-mægler og giver flere råd til investorer med ubesatte kvadratmeter.
Det kan kræve hårdt arbejde at være succesfuld kontorudlejer, for næsten 1,7 millioner kvadratmeter kontorarealer står tomme ved indgangen til 2019 trods flere år med opsving. Det svarer til cirka syv procent tomgang på landsplan.
”Ifølge vores store, årlige forventningsundersøgelse har tre ud af ti virksomheder planer om at flytte til andre kontorer enten i år eller næste år, og umiddelbart har de meget at vælge imellem. Men en del udlejere står med lidt ældre lokaler, måske fra 1980’erne eller før. Den type lokaler er sjældent tidssvarende, så det kræver en målrettet indsats at trække lejere til,” siger erhvervsmægler Jonas Graves Basse fra EDC Erhverv Poul Erik Bech Herlev.
Én løsning kan være at få udarbejdet visualiseringer, så mulige lejere kan danne sig et indtryk af, hvordan lokalerne kan komme til at se ud – og dermed bedre kan se potentialet i et lejemål.
”En anden løsning er allerede at sætte lokalerne i stand, inden udlejningen går i gang. Så kan interesserede lejere flytte hurtigt ind. Det er en kæmpe fordel som udlejer at kunne tilbyde plug-and-play-lokaler. Med vores store berøring med markedet rådgiver vi gerne om, hvordan konkrete lokaler og ejendomme med fordel kan renoveres og gøres klar til udlejning,” siger Jonas Graves Basse.
Han tilføjer, at flerbrugerkontorhuse i øjeblikket er en af de tendenser, som udlejere bør have øje for.
”Det er blevet meget populært at leje sig ind i flerbrugerhuse, især fordi det giver adgang til en masse fælles faciliteter, som mindre og mellemstore virksomheder ellers ville have vanskeligt ved at finansiere. Står en udlejer fx med en tom bygning på 3.000 kvadratmeter, så kan den blive meget svær at finde én lejer til, blandt andet fordi virksomhedernes administration er blevet mindre. Derfor kan det være oplagt at overveje at omdanne bygningen til et flerbrugerhus.”
Også for lejekontrakter har tingene ændret sig.
”I dag ønsker lejere generelt en større fleksibilitet, og vi ser en tendens til, at lejekontrakter ikke har samme bindingsperiode som før i tiden. Hvis en udlejer omdanner en større kontorbygning til flerbrugerhus, opstår fleksibiliteten egentlig af sig selv, fordi der er en vis cirkulation af lejere, så det er nemmere for lejere at få flere – eller færre – kvadratmeter i takt med ændrede behov,” siger Jonas Graves Basse.
Når håndværkere bliver sat i gang, kan det være en fordel at tænke kreativt og give lokalerne et lidt mere eksklusivt eller utraditionelt præg. Det viser nogle af tallene i EDC’s forventningsundersøgelse.
”Næsten 30 procent begrunder deres flyttetanker med ønsket om at finde lokaler, der passer bedre til virksomhedens profil, og 11 procent søger mere eksklusive lokaler. Lejerne er blevet mere kræsne, og populært sagt søger mange nogle anderledes lokaler, typisk noget, der ikke ligner naboens,” siger Jonas Graves Basse.
”Virksomheder leder ofte efter noget, der passer lige netop til dem. Fx foretrækker reklamebureauer og andre kreative firmaer tit hippe, gamle industrilokaler med fritlagte loftsbjælker, stor loftshøjde og plankegulve. Det er værd at tage med i overvejelserne ved en renovering eller ombygning. Ofte kan det være en god idé at gøre indgangspartiet mere spændende,” foreslår Jonas Graves Basse.
Trods øget konkurrence mellem lejemålene bygger den norske pensionskasse et tredje kontorhus i Ørestad uden at have lejere på forhånd. Læs mere om KLP Ejendommes målrettede flerbrugerkoncept og skarpe strategi for at skaffe lejere.
Delekontorer eller flerbrugerhuse vinder frem herhjemme. De er især populære blandt små og mellemstore virksomheder, og investorer kan sænke tomgangen ved at indrette flerbrugerhuse.